Sidevisninger i alt

lørdag den 28. april 2012

Til Havefestival i Gram

I dag tog jeg turen til Havefestival på Gram slot. Vejret var desværre ikke for godt. Jeg havde kun taget en tynd jakke på. Heldigvis tænkte jeg lige da jeg satte mig ind i bilen at jeg kunne da også tage min vinterjakke med. Den trængte til en vask, men hvad f... - den er varm. Og jeg fik så sandelig også brug for den. Parkerede et godt stykke derfra og gik derhen, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig om tingene, fordi jeg frøs. Så jeg måtte hurtigt tilbage igen og bytte jakke. Ahhh. Men jeg var meget positivt overrasket, ligesom jeg også var til deres julemesse. Der var rigtigt meget at se på - og meget at købe - jeg fortrød at jeg ikke havde flere kontanter med! Det er godt nok lidt langt at køre dertil, men jeg overvejer at tage derop i morgen også, måske vil søster med? Vil du også kan du læse om det her. Men husk varmt tøj og nok kontanter :-)
Jeg købte blandt nogle sommerblomster, et par pilestativer og to af disse Senetti "Deep Blue". Jeg havde den også for et par år siden, men da hed den Serenio. Jeg har aldrig set en så klar blå blomst, men den findes også i cerise/pink.
J
Jeg fandt også ud af at jeg ønsker mig dette lille søde spejlbassin fra zinkbakken.dk. Det er kun 70 x 90 cm og 10 cm dybt. Der kunne godt svømme et par gule badeænder rundt her. Prisen er knap kr. 3.500,-

Et lille bloggerproblem: Jeg vil gerne kunne placere billederne lidt bedre, men det lykkedes ikke altid lige godt for mig, fx hvis der skal to billeder ved siden af hinanden. Er der nogen der har et godt billedfif?


torsdag den 26. april 2012

Drømme om Kransliljer

Billede fra nettet

Jeg har i en del år længtes efter at få kransliljer i haven. Men jeg vidste faktisk ikke hvor henne jeg skulle få fat i dem. Har aldrig set dem i handlen. Heldigvis fik jeg af en bekendt nogle løg, men på en forkert årstid. I hvert fald blev de ikke rigtigt til det helt store. Jeg satte dem i et par potter, dem der så ud til at kunne blive til noget i lerkrukken og de små løg og dem der var gået i stykker fordi spaden havde været for tæt på kom i en plastpotte. De kom da også, men så noget svækkede ud.
Og se nu bare hvor de opper sig i år. Endda begge potter. Nu skal jeg bare have fundet et godt sted; et sted hvor jeg ser dem og kan fryde mig hver gang jeg ser dem og et sted hvor de også trives.
Denne omtale har jeg fundet på nettet (Havenyt.dk):

Kranslilje i haven

Denne lilje har et interessant udseende for både vækst og blomstring er lidt speciel. Den kan blive mellem 75 og 120 cm høj, afhængig af jordbund og lys. Den er opret og på stænglen sidder kranse af lancetformede blade i etager.
I juni–juli blomster den med mange blomster i en klase. Blomsten er tilbagerullet og ligner en fin turban. Farven varierer noget, men er purpurrosa, mere eller mindre bleg, men altid med mørkere pletter. Store chokoladebrune støvdragere stritter ud fra turbanen og giver blomsten et sensuelt udtryk.
Kranslilje er en nøjsom og let plante at have i haven. Når den først har fået fat, kan den oven i købet klare en del tørke. Man kan sagtens flytte den omkring, og man kan formere den ved at tage sideløg. Den sår også villigt sig selv.

onsdag den 25. april 2012

Rig på Rabarber

Jeg føler mig nærmest styrtende rig når jeg kigger på mine røde røde rabarber.
I forrige uge havde jeg fundet en opskrift på mørbrad på rabarberbund. Men mine rabarber var altså ikke særligt store og jeg kunne ikke finde nogen rabarber at købe i nogen butik i miles omkreds.
I lørdag skulle vi også have gæster og da jeg så rabarber i Bilka, købte jeg nogle og lavede rabarberkompot. Det smagte vidunderligt til det oksekød vi grillede i Weberen. Men familien spurgte hvorfor jeg ikke bare brugte mine egne rabarber og jeg svarede at de var for små.
Meenn dagen derpå var jeg lige ude og kigge til dem, og jeg må sige at der var sket noget på den lille uges tid, noget jeg bare ikke havde opdaget. De er meget flotte røde og lige til at spise, og jeg må snarest få lavet en stor portion rabarbergrød. Mine børn elsker det og når jeg har serveret grøden, føler jeg mig som jordens bedste mor. Prøv det!

Rabarberkompot:
300 g rabarber og 1½ dl. sukker koges langsomt op i en gryde. Når rabarberne er møre efter ca. 5 minutters kogning, kommes de i en skål og afkøles. Færdig. Lav hellere dobbelt portion med det samme.

tirsdag den 24. april 2012

Er gult det nye sort?

Mælkebøtter - flotte når de fylder en hel mark!

Rapsmarken lyser op i landskabet
Lad det være sagt med det samme; Jeg elsker gult! Det lyder måske skræmmende for en del haveejere, men gul har været min yndlingsfarve siden jeg var helt lille og alle i familien ved at jeg godt kan lide gult. Når det så er sagt, vil jeg indrømme at jeg også har redet med på bølgen at det gule ikke passer ind i haven. Men jeg kan da ikke undvære solsikken, irisen, citron- og appelsintagetes, solhatten, dagliljen og.....
Og jeg kan se i blogland at flere og flere finder de gule blomster frem i haven igen, måske ikke på havens mest fremtrædende plads, men alligevel.
I min have flyttede jeg sidste år de fleste gule planter i et lille cirkelrundt bed for sig selv. Der er ikke meget at kigge på lige nu, og jeg skal nok have det udviklet og udvidet en gang i løbet af sommeren. Her et lille udklip af nogle af de billeder af gule blomster jeg har taget gennem (flere) års forløb. Man kan da ikke andet end at blive glad i låget af sådan en dejlig farve! Den giver energi.

mandag den 23. april 2012

Knopperne i bonderoserne

Pæonerne og bonderoserne ... det er en fryd at se de røde stolte stængler skyde i vejret!


Da jeg var barn havde min mor store flotte buske med skiftevis hortensia og bonderoser ned langs hele haven. Min søster og jeg samt 2 nabodrenge plukkede en dag alle knopper af bonderoserne. Vi synes det var sjovt at pille dem i stykker lag for lag. Men det synes vores mor ikke! Hun var mildest sagt rasende! Og selv om vi nok ikke har været mere end 3-5 år, kan vi alle huske det ret tydeligt. Ja, jeg kan endda huske hvad jeg havde på af tøj! Uha Uha! Hun har nu stadig buskene og selv om de er over 40 år eller måske mere, blomstrer de stadigt flot!

søndag den 22. april 2012

En farverig buket



I går holdt vi 19 års fødseldag for min ældste datter - bare for familien. Jeg fik denne buket af min søster. I morges legede jeg lidt med kameraet, og her er et par af resultaterne.
De orange tulipaner er jeg helt vild med - dem vil jeg også ha'!! Jeg må ned til søster og se om hun har gemt navnet på dem.
Men i det hele taget kan jeg godt lide sådan en farvebombe. Lige til at blive i godt humør af hvis man ikke er det i forvejen.

tirsdag den 17. april 2012

Hjemmelavet stativ til pæoner


Vejret var godt til havearbejde i forgårs, men jeg frøs, så jeg trak ind i mit lille drivhus og lavede 3 nye stativer til mine pæoner. De står langs den ene langside på drivhuset. Selv om det måske er en overdrivelse at sige langside, da drivhuset er ret lille.
Jeg lavede nogle for et par år siden, men de lå på jorden og så noget triste ud.
De er en smule besværlige at lave, og der skal mange besnøringer til. Men det er hyggeligt nørkleri og de ser da helt pæne ud.
Desværre havde jeg kun en meget lys snor, men jeg håber den snart får "patina", så de bliver mindre iøjefaldende.
Pindene er pil jeg har haft tilovers fra noget pileflet, men de kan laves med det man nu har eller kan få fat på.
Idéen til disse stativer er fra bladet 'Haven' for år tilbage.

mandag den 16. april 2012

Hvad vil du her?

Hvad vil du her? Spørger disse to trivelige gæs da jeg kom på havebesøg sidste sommer.










En af naboerne har i flere år haft et par tamme gæs gående. De fulgte hende overalt i haven.
Det var dog et nyt par hvert år - for de blev jo selvfølgeligt spist til jul!
Hvad har du til os madmor?

søndag den 15. april 2012

Blomsterrige Bærmispel

Bærmispel (Amelancier) i 2009

Nu er det lige ved og næsten at bærmispel blomstrer. Min bærmispel (Amelancier) er fra først i halvfemserne og har en pæn størrelse og ikke mindst form.
Jeg glæder mig hvert år til den blomstrer og går og holder øje med den næsten hver dag.

Vores nye hæk

I går var vi på planteskolen for at købe hækplanter. I 1992 da vi fik en havekonsulent til at skitsere en plan til haven, var det mit ønske at få en bøgehæk. men konsulenten sagde: "I har ingen børn endnu og har tiden, men om få år har I hænderne fulde og en 90 m hæk der skal klippes 1-2 gange om året". Og han havde ganske ret, det ville vi ikke have kunne overkomme. Vi fik en fjeldribs (ribes alpinum) som har fået lov at gro næsten uden at blive klippet. Men nu skulle det være, vi købte 60 bøgeplanter 80-120 cm tror jeg der stod og fik dem plantet i det dejlige vejr. Min bedre halvdel gravede en rende, og jeg satte planter i og vandede. Nu glæder vi os til at de springer ud.
 

Før var her en hæk af tjørn og syren. Den blev til et hegn, som kun var køn på den ene side, da bonden klippede hegnet på den anden side med en hegnklipper og derfor var der ingen blomster. Hegnet var også i vejen for vasketøjet, da det havde bredt sig lige rigeligt. Vi fældede hegnet for et par år siden, lavede et stendige og har siden med hårdt arbejde forsøgt at holde jorden fri for ukrudt.

Men nu skal det plantes til. Foran bøgehækken skal der plantes rhododendron.

Jeg har købt ca. 4 forskellige rhododendron, men jeg mangler at købe mere spagnum. Skal der virkelig 300 liter til hver plante?

tirsdag den 10. april 2012

Kom tæt på!

Jeg kan godt lide at fotografere tæt på. Ikke at jeg har en monsterstor linse på et dyrt kamera, nærmest tværtimod, men det er OK til at fotografere med "Digital makro" som der står på kameraet som er et Canon Ixus 75.
I løbet af sommeren vil jeg tage mange flere af denne slags billeder, så ofte vil jeg blive set med enden i vejret. Se her et par af slagsen:


   

mandag den 9. april 2012

Jeg ønsker mig et træ

- eller to..
Træer er skønne og jo mere sjældne jo bedre.
Jeg er i mit es, når jeg går i Geografisk have i Kolding og kigger på sjældne træer, så får jeg lyst til at plante en masse af dem i min have:

Jeg kunne ønske mig et Hjertetræ (cercidiphyllum japonicum) som er et yndefuldt træ med nærmest hjerteformede blade. Det får også fine høstfarver.

Hjertetræ
Duetræ
Et andet træ som kunne være pænt i min have er et Duetræ (davidia involucrata)
Ganske vist skal man vente pænt længe på blomstringen - 10-20 år, men de hvide blade mellem de grønne er meget seværdige.

Et lille træ, eller måske nærmere en mellemting mellem træ og busk er Blærenød (staphylea colchica) som har nogle hvide hængende klaser i juni tror jeg og i efteråret nogle blærer som er dens frugter. Både blomster og blærer er flotte og anderledes.
Billederne her er venligst lånt på nettet (wikipedia), da jeg ikke har mine drømme på billeder...


Dette var bare 3 træer som er på min ønskeliste, der er mange flere. Dette vil jeg skrive om senere - og selvfølgelig også om dem jeg trods alt har i haven.

onsdag den 4. april 2012

Kold påske

Blæsten går gennem marv og ben - vinterjakken skal bestemt ikke pakkes væk lige med det samme!
Til arbejdet i dag havde jeg kun taget en lille jakke på; jeg skulle jo bare ud i bilen og ind med det samme og modsat hjemad. Men madpakken havde jeg glemt, den lå stadig trygt derhjemmei køleskabet og min datter havde fået mine sidste mønter i går aftes, da hun skulle i byen. Så jeg kunne ikke købe noget i kantinen.
Derfor måtte jeg et hurtigt smut på gåben ned i byen og købe forsyninger til overlevelse. Brrrr hvor var det koldt. Hvis jeg bliver forkølet efter den omgang, kan jeg kun takke mig selv!
Jeg har haft virus i dag, ikke en forkølelsesvirus - men en computervirus. Vi har ikke forbud mod at gå på Facebook i arbejdstiden, men det er ikke noget jeg gør ret tit på arbejde. Men jeg skulle give en hurtig besked og derfor var jeg på. Pludselig går computeren nærmest amok og jeg bliver smidt af og på.
Vores IT medarbejdere er begge på ferie, men heldigvis er en af vore ledere lidt af en computernørd og jeg får ham til at kigge på det. Han mener at det er Facebook der er skyld i virussen. Jeg blev lidt flov, men sket er sket.
Er det forresten ikke sådan at når man har en virus skal man gå hjem i seng? For ikke at smitte mener jeg ...
I nat kl. halv 4, var jeg langs at hente vores ældste datter som var i byen, så jeg har godt kunnet mærke at jeg ikke har fået en hel nattesøvn. Heldigvis kan vi sove længe i morgen tidlig, vi har nemlig... påskeferie.....hurra!

I ønskes en rigtig god påske med et billede af vores venners nyfødte lam (billede lånt af Birgit)

Rhododendronbed

Rhododendron 
Jeg har ikke haft rhododendroner i haven før vi i 2006 blev gift (efter 18 års bekendtskab/samliv og 3 børn).
Til bryllup fik jeg en rød rhododendron af mine 2 kollegaer, som var gået på pension, men som jeg har kontakt med endnu. Jeg placerede den i staudebedet, hvor den har befundet sig vel og jeg er kommet til at holde meget af den. I mit lange nye bed har jeg nu besluttet at investere i nogle flere planter. 

Disse 2 er for nylig indkøbt: til venstre en fra fakta til 30 kr. "Catawbiense Grandiflorum" og til højre en jeg har købt til et foredrag i haveforeningen "R. Bureavii X R. Clemmentinae S R- Hills low red -hvis jeg tyder kragetæerne rigtigt. Hov den var rød, jeg mente den var rosa (!) Og rød og lyslilla går altså ikke i mit hovede. Jeg må tænke; skal det være forskellige røde hele vejen hen, eller skal det være rosa og lilla som jeg oprindeligt har tænkt. Jeg går i tænkeboksen!!!

mandag den 2. april 2012

Yderområderne i haven

Vi bor langt ude på landet, så langt ude at vi ikke har nogle naboer  "over hækken". Det er ikke sådan at vi ingen naboer har, faktisk er her et godt naboskab, men vi bor bare lidt spredt. Derimod har vi marker som nabo og dermed også megen ukrudt. I køkkenhaven som vender ud mod en græsmark hvor der om sommeren går køer på, var hækken som er en fjeldribshæk blevet en tyk uregerlig kompakt masse og derfor fjernede/klippede vi ned for nogle år siden og plantede nye som vi fandt under den gamle hæk. Den er nu 50-70 cm høj. For at undgå ukrudtet fra marken, som især består af tidsler, lagde jeg noget sort fiberdug og derefter flis ovenpå. Det har holdt nogle år nu, men nu trængte det et nyt lag og det fik vi her. Det er granflis og det dufter!

Marken på modsatte side af grunden er en kornmark, som oftest hvede. Vi har haft et tjørnehæk som blev til et tjørnehegn og det fik vi fjernet da høsten var overstået forrige år. Nu kæmper jeg med ukrudtet og så vidt er jeg kommet:
Det er planen at jeg vil plante rhododendron i stykket - sådan hen af vejen (læs når jeg får råd).
Til højre kan man måske se niveauforskel, der er ca. 70 cm ned  og afgrænset med et stendige. Hønsehuset er ikke brugt til høns mens vi har boet her, men til opbevaring af potter, havemøbler, havetrampolin og mange andre helt nødvendige ting til haven.

Bonderoser og silkepæon

               
Bonderoser
Silkepæoner

De tykke spirer af bonderoser og de mere elegante slanke spirer af silkepæoner vælter nu op af jorden. Min søns vildfarne fodbolde er ikke ret populære lige nu. Drengene går jo bare ud i bedet uden at se sig for! Men fantastisk er at disse røde spirer bliver til flotte uimodståelige blomster, se lige her et par af pæonerne:


Desværre står alle mine pæoner lidt forkert placeret, og jeg overvejer at flytte dem, når de har blomstret i år. Jeg kan bare ikke rigtigt nænne det, for hvis nu blomstringen springer over næste år!


søndag den 1. april 2012

Planter uden blomster?

Grønt græs eller ?

2 store tætte tuer, men ingen blomster
Da vi overtog haven var der rundt omkring dette "græs" som jeg troede var forårsblomstrende planter, som bare trængte til at blive plantet om - så kom der nok blomster i dem igen. Men nej, det gør der ikke. Nu har jeg sat alle duske sammen under et lille træ, så kan de stå der og skamme sig.. Egentligt er det jo kønt nok, og bestemt livskraftigt. Men ikke særligt blomstervillige. Gør dog ingen skade og hvor de gror er der jo (næsten) ikke ukrudt. De to store tuer er ligesådan, ingen blomster, men ganske pænt grønne her i foråret.

Maskinparken!

Min maskinpark lever mest af rugbrød

Jeg har lige været ude i køkkenhaven og sat gule stikløg og fik lige set alle haveredskaberne lidt efter. Fiskars riven med det bøjede skaft som vi har haft i årevis lige siden serien kom frem, er gået i stykker for nylig og det samme var vore hakkejern. Min mand har dog sat riven nogenlunde sammen, så den kan bruges et stykke tid endnu, men jeg nåede at købe både en ny rive og et nyt hakkejern. 
Jeg tror det var i Rema til kr. 59,-. Jeg fatter da ikke at det kan gøres så billigt. Riven er meget let og hakkeren er uden mulighed for at skifte blad, men til den pris! Ellers bruger jeg meget den store kultivator, den er rigtig god til større områder fx. i køkkenhaven. 
Den lille staudespade fik jeg til jul eller fødselsdag og den er smart når der skal plantes tæt eller når man skal utilgængelige steder hen og sætte løg. Også når jeg er på svalderkål-jagt!

Min mand er igang med at slå plænen for 1. gang i år og jeg tror ikke at han ligefrem nynner, for vores plæneklipper synger absolut på sidste vers. Men det dufter da noget så dejligt og det ser skønt ud med en nyklippet græsplæne. 

Der er konfirmation i nabolaget og vi har alle flaget oppe, men det er lidt synd at vejret ikke arter sig bedre. Det regnede omkring det tidspunkt, hvor de kom ud af kirken og senere kom der en god haglbyge. Nu skinner solen igen, men nu er jeg gået ind.

Her et billede af løgsætningen: