Sidevisninger i alt

fredag den 25. april 2014

Drivhusplaner

Vi går i drivhusdrømme - et hjemmebygget et af slagsen.
Der skal gøres plads til at vi kan lave et fundament, men problemet er at der var det gamle drivhus samt en masse (mindre) træer og stauder og forårsløg, som lige skal have lov at blomstre inden jeg flytter dem.
Men nu har vi fået det gamle drivhus flyttet. Det kom ned ved siden af det gamle hønsehus (som bliver brugt til opbevaring af havemøbler og potter om vinteren.
En ordentlig rengøring blev gennemført med skrubbe og brun sæbe. For vi kan ikke undvære et drivhus til det nye er på plads. Der kan godt gå lidt tid med det. Det står lidt mere i skygge, det man kalder "vandrende skygge" :-)
Kapilærkasserne og hylderne fik også en tur. alle de spindemider har det med at gemme sig i krogene.
Det er dejligt når det er overstået.
Potterne fra hønsehuset fik også en tur for lopper. En god børste gør meget ved det.
Disse to klematis har ikke fået vand siden jeg stillede dem ind i skuret. Fantastisk at de overlever. Nu blev de også godt gennemvandet!

fredag den 11. april 2014

Lidt til den gule side

Lidt om hvad der rører sig i min have lige nu.

Jeg var lige en hurtig tur rundt på matriklen midt i konfirmationsforberedelserne. Vores yngste og tredie barn skal konfirmeres på søndag, heldigvis ikke herhjemme, for så skulle jeg nok have været lidt mere i haven, for jeg synes faktisk at der er forbavsende meget svalderkål og andre uvelkomment grønt i bedene.

Jeg fandt to slags gule anemoner, som jeg slet ikke kunne huske at jeg havde. Dejligt. Billederne er nu ikke ligefrem topkvalitet, jeg beklager. Den ene er en forholdsvis sart lysegul og den anden er skrap gul. De gror heldigvis ikke ved siden af hinanden, de ville ikke klæde hinanden. 
Da jeg nu var i gang med de gule farver, kunne jeg ligeså godt fortsætte.
Her er gule tulipaner, som står op mod en varm sydmur og altid blomstrer tidligt og nogle andre som står et andet sted og er mere lysegule når de springer ud. Hækken bagved er en fjeldribs, næsten udsprunget.


Og magnolien blomstrer også pænt og gult, beklager igen billedkvaliteten. Må ud og tage om, men nu er det for mørkt.

Nogle tidlige små tulipaner som har et strejf af gult. De ser ret røde ud på billederne, men er mest orange med gule aftegninger.
 

Og så er der lige rapsmarken bag hækken, den bliver nok gul i løbet af et par dage vil jeg tro, her er en enkelt på nippet til at springe helt ud.

Og ellers er jeg i gang med at flytte stauder og fjerne skvalderkål: Her var nogle store bregner som ikke hørte hjemme i staudebedet, så nu fik jeg dem endelig gravet op. Så er der plads til noget NYT (!)