Sidevisninger i alt

tirsdag den 25. februar 2014

Et tæppe af mos

Jeg er en af de der har en pænt stor græsplæne - og ikke vil undvære den, i hvert fald så længe min mand gerne klipper den.
Men hvert forår er der ikke megen græs, der er allermest MOS. Jeg glemmer ofte at det kun er en overgang, for heldigvis er den lige pludselig pæn igen. Dog i den nederste del af haven er der blevet mere fugtigt end der var før, sikkert fordi buske og træer er groet mere op og derved giver mere skygge. Jeg skal vist i gang med sav og ørnenæb. Skal dog have anskaffet mig et ørnenæb, det er højst tiltrængt - er der nogen der har erfaring med et godt et?
Jeg har også en del mos i staudebedene og det er ret irriterende synes jeg. Tænker jeg skal have udlagt noget godt omsat kompost, som kan give lidt næring til jorden. Det er jo ikke til at skrabe væk i mylderet af fremvoksende stauder, som allerede nu titter frem, her er fx. floks, (dog her uden mos)

Op af jorden gror også massevis af dem her:
Det er Kost-fuglemælk (Ornithogalum angustifolium. Jeg skrev om dem sidste år, da jeg ikke vidste hvad de hed og heldigvis vidste et par stykker hvad det var og ikke "uægte krokus" som jeg havde fået at vide...
I juni får græsset (som altså har løg som rødder) disse pæne blomster, som lyser op i bunden af bedet.

Håber at de der har mulighed for det nyder vejret, her er der i hvert fald blå himmel foroven.