Sidevisninger i alt

lørdag den 16. januar 2016

Længsel efter lavendler

En af de stauder jeg længes mest efter her i denne kolde tid.
Den blå farve er så godt for øjnene siges der, og jeg tror det passer!

Jeg har ikke blogget i laaaang tid. En af grundene er at jeg kun havde en Ipad. På den kan jeg ikke få billeder og tekst til at fungere som jeg vil have det.
Nu har jeg fået mig en bærbar computer og selvom jeg bedst kan lide at arbejde på en stationær, hvilket jeg gør på arbejdet, er det skønt at kunne få det til at virke. Måske får jeg mere gang i bloggen, hvem ved.
De mørke lavendler herover mener jeg er den almindelig 'Hidcote Blue'. En forholdvis opretstående lavendel med en flot blå blå farve.
Den lyse og langbenede lavendel er en ældre og mere sart sag, jeg kender desværre ikke navnet. De er købt på en planteskole i Djurs under en sommerferie for mange år siden og var ret besværlig at få med hjem, da pladsen var trang med 3 små børn på bagsædet. 
Den bliver stor og flot, netop fordi den har så lange stængler. At den så oftere fryser noget tilbage, tager jeg med. Der har altid været noget jeg tilbage, som jeg har fået til at gro.


Mine lavendler bor på mit lange dobbelte stendige. Her er dårlig jord, som ikke ret meget andet vil gro i. Jeg startede med at plante husløg for 15-20 år siden og der er da et par stykker hist og her, men det flotte tæppe af husløg jeg forestillede mig skulle komme af åre, udeblev.
Så blev der plantet lavendler og mellem disse er der tæpper af timian.


I andre egne af landet har I sne, så heldige er vi ikke her, for så ville jeg kunne vise hvor flotte lavendlerne er med frost og sne.
Hav en dejlig lørdag med havebøger, haveprogrammer på computer og frøkataloger.... samt en dejlig varm brændeovn.