Selvom jeg har givet gødning og vandet flittigt blev de mere og mere gule. Nu blev rødderne skåret op, noget af dem fjernet og derefter plantet under min halvmåne af opstammede buske, fortrinsvis sargentæbler, snebollebusk, kejserbusk, troldhassel og laurbær-kirsebær.
Der er forholdsvis mørkt, men over den sidste måned har jeg beskåret meget kraftigt og er endnu ikke helt i mål.
Her gror buksbom i endnu små størrelser, bregner, skovjordbær, hosta som sneglene tror er deres pivate spisekammer og hasselurt, som gerne skulle brede sig mere, nu de har fået lidt mere lys efter at have gravet en del bregner op.
I rundingen mod nordvest, mest vest, har jeg stammet så grundigt op at der snart er lækker ledig jord. Så nu skal jeg have plantet et eller andet spændende, som kan tåle skyggen. Der er dog også sol noget af tiden og så er det et sted man ser næsten fra alle sider af haven. Det er jo et luksusproblem at have ledig jord efter min mening... men der er så frygteligt meget at vælge imellem!